Straffelovrådet 2012, Betænkning 1534

5.2. Animeret børnepornografi

Kriminaliseringen af udbredelse og senere også besiddelse af børnepornografi var oprindelig - og er stadig navnlig - begrundet i, at sådan udbredelse og besiddelse forudsætter, at et virkeligt barn er blevet seksuelt misbrugt ved den oprindelige fremstilling af det børnepornografiske materiale, som udbredes eller besiddes.

Formålet er således gennem kriminaliseringen af udbredelse og besiddelse at søge at begrænse efterspørgslen efter børnepornografisk materiale og dermed at søge at begrænse incitamentet til, at børn misbruges seksuelt med henblik på fremstilling af børnepornografisk materiale.

Der har i debatten om kriminaliseringen af børnepornografi helt tilbage fra før den første kriminalisering i 1980 til stadighed været fremført to modsatrettede synspunkter med hensyn til, hvordan udbredelsen af børnepornografisk materiale på anden måde kan påvirke omfanget af seksuelt misbrug af børn.

Ifølge ét synspunkt udgør besiddelse af børnepornografisk materiale i sig selv et incitament og en ansporing til at misbruge virkelige børn seksuelt. Ifølge dette synspunkt er udbredelse af børnepornografi således i sig selv en medvirkende årsag til, at børn misbruges seksuelt (uden sammenhæng med fremstilling af børnepornografisk materiale).

Ifølge et andet synspunkt udgør besiddelse af børnepornografisk materiale tværtimod en begrænsende faktor for seksuelt misbrug af virkelige børn, idet personer, som føler sig seksuelt tiltrukket af børn og potentielt kunne krænke et virkeligt barn seksuelt, i et vist omfang får afløb for deres seksuelle orientering ved anvendelse af børnepornografisk materiale og dermed som gruppe betragtet misbruger færre børn seksuelt, end de ellers ville gøre.

Sexologisk Klinik og Visitations- og Behandlingsnetværket har til brug for Straffelovrådets overvejelser afgivet en udtalelse vedrørende fiktiv børnepornografi. Udtalelsen er optrykt som BILAG 3 til betænkningen.

Det fremgår af udtalelsen, at der ikke foreligger videnskabelige undersøgelser, der kan belyse, om besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, som fremtræder på samme måde eller tilnærmelsesvis på samme måde som fotografier mv., kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn.

Det fremgår endvidere af udtalelsen, at forskning vedrørende sammenhængen mellem brug af pornografiske billeder af virkelige børn og seksuelt misbrug af børn først er taget til i omfang inden for de seneste år. Hidtidige undersøgelser synes at vise, at der eksisterer en højrisikogruppe, for hvem brug af pornografiske billeder af virkelige børn kan være en medvirkende årsag til seksuelt misbrug af et barn, men at brug af pornografiske billeder af virkelige børn uden for denne højrisikogruppe ikke i sig selv synes at føre til seksuelt misbrug af børn.

Udtalelsen konkluderer, at der på nuværende tidspunkt ikke foreligger dokumentation for, at besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke er realistiske afbildninger, som fremtræder på samme måde eller tilnærmelsesvis på samme måde som fotografier mv., kan lede personer til at begå seksuelle overgreb på børn.

Straffelovrådet peger på, at det gældende forbud mod børnepornografi i straffelovens § 235 allerede i dag ud over utugtige fotografier mv. af virkelige børn under 18 år også omfatter fiktive visuelle gengivelser af personer, der fremtræder som under 18 år, når gengivelsen fremtræder på tilnærmelsesvis samme måde som en fotografisk gengivelse. Computergenerede og computermanipulerede animationer, der har fuld lighed med en fotografisk gengivelse, er således allerede i dag omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Dette gælder, hvad enten gengivelsen er computergeneret uden noget virkeligt forlæg, eller den fiktive børnepornografiske gengivelse er fremstillet ved billedmanipulation af ikke-pornografiske fotografier mv. af børn eller af pornografiske fotografier mv. af voksne.

Fiktiv børnepornografi, som har en sådan ydre lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn, er således allerede i dag omfattet af forbuddet mod udbredelse og besiddelse af børnepornografi. Forbuddet omfatter dermed allerede i dag den fiktive børnepornografi, der for en umiddelbar betragtning med hensyn til brug og virkninger må antages at have størst lighed med børnepornografi vedrørende virkelige børn.

Straffelovrådet peger dernæst på, at der ikke er undersøgelser, der viser eller tyder på, at besiddelse af fiktiv børnepornografi, der ikke har den beskrevne lighed med fotografiske fremstillinger af virkelige børn, er en medvirkende årsag til, at børn misbruges seksuelt.

På denne baggrund er det efter Straffelovrådets opfattelse vanskeligt at begrunde en udvidelse af det allerede gældende forbud mod udbredelse og besiddelse af visse former for fiktiv børnepornografi til også at omfatte animeret børnepornografi, der ikke har den beskrevne lighed med fotografiske fremstillinger af virkelige børn.

Forbuddet mod udbredelse og siden besiddelse af børnepornografi har således siden 1980 konsekvent haft til formål at beskytte børn mod seksuelle overgreb af den ene eller den anden art, hvorimod formålet ikke har været f.eks. at beskytte en almindelig moralopfattelse i samfundet, hvorefter det i sig selv vil kunne anses for stødende i mere eksplicit form at fantasere om at begå seksuelle overgreb mod børn.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville det også være meget vidtgående at gennemføre en kriminalisering alene med henblik på at beskytte en sådan moralopfattelse i samfundet, og kriminalisering på dette grundlag kendes da heller ikke i øvrigt i nyere tid i dansk ret.